Jeg, en bogorm – Indledning

Jeg har ikke altid været en bogorm, ja, rent faktisk var jeg ikke meget for bøger i min barndom. Den stærkeste erindring var når min mor læste højt fra Grimms eventyr inden sengetid. Og hvis man kender Grimms, og måske især illustrationerne fra de antikvariske udgaver, var et mareridt sikkert. I hvert tilfælde når man var mig. 

Bøgerne i 60ernes folkeskole var kedelige syntes jeg, Jeg læste datidens ungdomsbøger, f.eks. Puk og de 5, men de ramte mig ikke særligt meget.

Da jeg var 14 oplevede jeg en veninde begejstres over Laura bøgerne (Laura Ingalls Wilder 1867-1957), og jeg fristedfes til at give dem en chance. Det blev til en stormende forelskelse, og jeg læste dem igen og igen. Bibliotekaren på Virum bibliotek lagde dem sågar til side til mig, hun vidste at jeg ikke kunne få nok af dem. Jeg læste dem mindst 10 gange, og jeg kunne sagtens læse dem igen i dag.

Det var disse bøger, der fødte bogormen, og vel også bogsamleren i mig, for da jeg flyttede hjemmefra var det ikke længere nok for mig at låne bøgerne, jeg måtte eje dem.

Min allerførste indkøbte bog i mit voksenliv var ”Svindlerkvartetten” af Rennie Airth i 1971, og den er stadig en del af mit bibliotek, der i dag nærmer sig 700 skønlitteratur bøger af nyere dato og 200 antikvariske.

Jeg er (endnu) ikke tilhænger af e-bøger endsige lyd bøger, for jeg elsker den fysiske bog. Der er da ikke noget bedre end duften af ny bog, og papiret at pille på. For ikke at nævnte tilfredsstillelsen ved at registrere den i min bogliste samt at sætte den på plads i reolen i alfabetisk orden når den er læst.

Jeg er pensionist, og jeg var indtil for nylig i den situation, at dagligdagen gik alt for meget op i oprydning, rengøring og ”hat og briller” så at sige. Jeg var nødt til at finde noget jeg kunne foretage mig af lyst. Det var i denne fase ideen til en bogblog fødtes.

Så nu sidder jeg her i min hule sammen med alle mine elskede bøger, og nyder udsigten over marker og skov – og fryder mig over det faktum, at jeg nu er blevet bogblogger.

Klemensker, den 18. marts 2017

Annebeth Bonde